Du er her

Information

Adresse

Nørre Voldgade 23
1358 København K

Åbningstider

FK:man-tors.12.30-18,fre.12-18-UK:se www.klubtphu.dk

Normering

  • Fritidsklubpladser: 355
  • Ungdomsklubpladser: 80

Bydel

Indre By

Etableringsform

Selvejende

Leder

Aage Johansen

Hvem er vi?
I starten i 1948 blev klubtilbuddet vel nærmest etableret, som et forsøg på at løse forskellige problemer fra 2. verdenskrig. Det kunne bruges som et værested for rodløse unge, der ellers var henvist til gadehjørnerne og kaffebarerne. Huset, som skulle have et socialt sigte og et indhold af kulturel karakter, bugnede af tilbud som: pigekammer, bordtennis, billard, keglebane, filmforevisninger, bokseundervisning, selvforsvar og mange forskellige værkstedsaktiviteter. Mange af tilbuddene byggede på samvær til forskel fra direkte undervisning eller underholdning. Dette tilførte et anderledes kulturelt islæt, som har været en af grundpillerne gennem hele institutionens levetid.

Gennem tiderne har det været kendetegnende for Klubben, at det har været de unges hus. Det har været tilbud, som kunne fastholde de unge, der blev det grundlæggende i huset – og der har været mange forskellige ting og aktiviteter gennem tiderne. Når en ting var blevet umoderne, blev den skiftet ud med det, som var “in” i øjeblikket. Datidens værksted med peddigrørsfletning er i dag et anderledes kreativt værksted, hvor man kan sy sit eget tøj og helt selv være med til at vælge de materialer man vil arbejde med. I takt med at verden udenfor ændrer sig hurtigere og hurtigere, har det også været nødvendigt at tilpasse aktivitetstilbuddene oftere og hurtigere.

Åbningstider
I de første mange år var Klubben ikke åben året rundt. Der var åbent fra september til april for fritidsklub og ungdomsklub i tiden henholdsvis 14-17 og 19- 22:30. I en årrække var der også åbent i maj og en del af juni – her var der en fælles åbningstid for medlemmer af både fritidsklubben og ungdomsklubben. Først efter Bistandslovens ikrafttræden holder Klubben åbent hele kalenderåret, og – ad et par omgange udvides, åbningstiden først til kl. 13 og senere kl. 12. Pausen mellem 17 og 19 forsvinder også det betyder, at fritidsklubbens børn kan benytte Klubben til kl.18. Nogle år senere kan ungdomsklubbens medlemmer komme fra kl. 18. I alt er der nu åbent 56 1/2 time ugentligt året rundt (knap 3000 timer), hvor der i starten var åbent ca. 40 timer ugentligt i 8 måneder (godt 1600 timer).

I tiden inden helårsåbningen slog helt igennem, var der en periode, hvor Ungdomshusets lokaler lagde ryg til noget højst anderledes, end de var vant til resten af året. For at skaffe midler, som bl.a. kunne bruges som tilskud til driften af fritidshjem og klub, blev der drevet vandrerhjem i Klubbens lokaler fra maj til august. Hvert år blev klubaktiviteten stoppet og lokalerne omdannet til sovesale for herrer og damer. Det var besøgende fra hele verden, der brugte vandrerhjemmet, og mange af dem talte kun deres eget sprog. Bordene blev dækket hver morgen med kaffe og the, mælk i små kander, samt tallerkener med brød, smørtallerkener og små glasskåle med marmelade. I de store sale var der 70 køjesengspladser og i de små sidelokaler var der 16 - 20 pladser. Baderummene, som ligger i tilknytning til sportssalene var henholdsvis damebad og herrebad. Der var fire brusere og tre håndvaske til hver etage med ca. 100 overnattende gæster, når der var fuldt hus. Det var ikke de allerbedste forhold, man kunne tænke sig, men i en årrække var vandrerhjemmet godt besøgt og gav et rimeligt overskud. I begyndelsen var det alene overnatning og morgenmad, man tilbød kunderne. De måtte kun være i sovesalene fra kl. 16 til kl. 08:30 på grund af rengøring og lignende, og der var ingen andre opholdsmuligheder indendørs. I de sidste år prøvede man at lade de unge, for det var selvfølgelig mest unge rygsækrejsende eller skolegrupper, få mulighed for at være indendørs andre steder end på sovesalene, i håbet om at det ville lokke flere til. Man åbnede det rum, hvor morgenmaden blev indtaget (Klubbens diskotek) og solgte lettere måltider samt lidt at drikke. Herudover blev der spillet lidt musik og givet mulighed for at se TV og lignende. Imidlertid var forholdene på sovesalene efterhånden så utidssvarende, i forhold til hvad et rigtigt vandrerhjem kan tilbyde, at prisen ikke længere kunne holde – og vandrerhjemsepoken stoppede, samtidig med at helårsåbningen blev gennemført.

Beliggenhed
Bydelen, Indre By – som Klubben ligger i – har undergået store forandringer i Husets levetid. For 50 år siden var der et utal af boliger i umiddelbar nærhed af Klubben og det var mest børn og unge i nærmiljøet, som benyttede institutionens faciliteter. I dag er det meste af området for længst saneret og der er ikke mange baghuse tilbage. Det er skolerne i bydelen, der leverer børn til klubben og de kommer fra alle egne af københavnsområdet. Det betyder en mangfoldig medlemsskare og i takt med trends, tendenser og andre kulturpåvirkninger fra ind- og udland, har klubbens medlemmer altid bragt disse med i institutionen gennem tiden. Det har altid været muligt for de nye ungdomskulturer, at få plads til at blive afprøvet og – måske vokse. Her har været plastik- rockere, flippere og disk’ere og mange andre. De foranderlige kulturpåvirkninger stiller krav til personalet, om at forstå og være i øjenhøjde med de medlemmernes interesser og hverdag.

Musik
Et gennemgående træk ved Klubben er, at der skal være et alsidigt tilbud til de unge brugere i konkurrence med den omliggende kommercielle virkelighed. Musik er en stor del af Klubbens hverdag. I det, som i dag er et fuldt udstyret diskotek, var det engang en jukebox, som til daglig leverede musikken – og om søndagen var det orkestrer som optrådte. Der kunne sagtens blive råd til koncerter med 2 gange 45 minutter og ekstranumre oveni. Prisen var til at betale – så der var faktisk op til 20 orkestre, der spillede i løbet af en sæson. Men lige som alle andre ville også orkestrene efterhånden have mere for deres arbejde, og der måtte indskrænkes i antallet af koncerter – til sidst var der kun penge til 2-3 orkestre om året. Det endte med, at de orkestre, der var råd til at engagere, var så “dårlige”, at medlemmerne i Klubben hellere var fri for koncerterne – som én sagde “Hvorfor skal vi betale dem for at stå og øve sig på vores scene?”.

HipHop
En af den senere tids meget toneangivende ungdomskulturer, som også har haft rum i Klubben, er hiphop-kulturen. Den startede i USA og smittede, som meget andet, hurtigt af på Europa - og København. Man så det først på Strøget – unge mennesker med kolossalt store musikanlæg – “ghettoblasters” – stillede sig op på gaden for at vise, hvad de kunne inden for electric boogie og breakdance. Dansen var nu ikke det eneste i hiphop’en, andre ting fulgte i kølvandet – og desuden var det jo ikke alle, der kunne gøre sig gældende som dansere. Nogle var bedre til at male graffiti og nogle andre til at lave musikken. Kulturen førte både positive og negative ting med sig – én af de negative var, at store dele af byen blev overmalet med tuschpenne i overstørrelse. De såkaldte tags blev et oprørstegn og en måde at mærke sit revir af på. Heldigvis var det ikke alle graffitimalerne, der var lige ihærdige med tuschpennen. En del af dem blev ligefrem dygtige med spraymaling og frembragte det ene kunstværk efter det andet. Graffitien blev – næsten – en anerkendt kunstart, som lever den dag i dag. Der er stadig unge, der “pisser deres område af”, og mange husejere kæmper mere eller mindre forgæves mod dette fænomen. I bøger om hiphop – beskrevet med København som udgangspunkt – nævnes Thomas P. Hejles Ungdomshus ofte som stedet, hvor det hele startede. Dette afstedkommer både ris og ros. Vi har mange gange måttet høre for, at vi lærte de unge at lave hærværk med deres malergrej, men virkeligheden er heldigvis en anden. Vi mener selv, at vi gav de unge rum til at prøve deres kultur af og lærte dem at bruge den konstruktivt – så meget som man nu kan “lære” en gadekultur fra “over there” at være konstruktiv. Der er som sagt også andre genrer end graffiti inden for hiphop, og to meget væsentlige skal nævnes her. Den ene var dansen, som udviklede sig med enorm hastighed. Fra starten var det den enkelte eller grupper af dansere, som forsøgte at overgå de andre i det ene mere utrolige stunt efter det andet i breakdance eller electric boogie. Man lavede ting med sin krop i electric boogie, som selv en pantomimekunstner måtte være misundelig på, og nogle af de stunts, som blev lavet i breakdance, krævede massiv træning og kondition som hos en marathonløber. Dansene var den rene opvisning og samtidig en stor del af kulturens image. Man kæmpede mod hinanden på dansegulvet. Det endte aldrig i slagsmål – men hvis attituder og øjne kunne dræbe, havde der været begået utallige mord i hiphop-diskoteket i Store Sal på øverste etage i Thomas P. Hejles Ungdomshus, dengang hiphop’ en var på sit højeste. Det var en fryd at opleve den entusiasme, de unge dansere lagde for dagen, og det er med glæde, at vi i dag ser, at flere af de unge dansere har fået en levevej ud af deres ungdomskultur. På et tidspunkt brugte DR-TV “pausedansere” herfra til den bedste sendetid i et weekendprogram, som dækkede alle aldersgrupper. Sådan startede det for Out of Control.

Den anden genre var musikken. Det var ikke bare grammofonmusik, som på et almindeligt diskotek, selvom det godtnok var grammofonplader, der blev brugt – eller i nogles øjne misbrugt – når scratch- DJ’en trykkede den af oppe i Store Sal. DJ’en havde to grammofoner og en mixerpult med mulighed for at spille på den ene eller den anden eller sågar begge på samme tid. Musikken blev skabt ved, at DJ’en lod den ene plade spille et stykke af musikken, medens han med den anden lagde et beat, han havde valgt, ind ved at skubbe pladen frem og tilbage – for selv at være med til at sætte rytmen – skabe musikken. Flere af de DJ’s, som startede i Klubben, er blevet anerkendte DJ’s i USA. I løbet af nogen tid kom der også mikrofoner på scenen, og “Human Beatbox” så dagens lys i Klubbens hiphop-diskotek. Human Beatbox er som bekendt den lyd/de rytmer, kunstneren laver med munden direkte ind i mikrofonen – og sætter krydderi på den musik DJ’en laver. Mikrofonerne blev også brugt til rap, hvilket jo er et af de fænomener, som overlevede helt – der er stadig bands, der rapper i Danmark. Der blev afholdt et par store totalarrangementer, hvor musikken og dansen, malingen, diasforevisninger og videofilm på storskærm gik op i en højere enhed. Men alting har sin tid, og afslutningen på hiphop’en i Klubben kom. Det hele sandede til. Det var ikke så “rent” mere, der var mange, som ønskede stærkere drikke end sodavand – og den gik ikke. Efterhånden var en stor del af dem, som “var” hiphop’ en, også aldersmæssigt blevet alt for gamle, og det satte en naturlig stopklods. … Men forskellige ungdomskulturers arvtagere anerkender stadig Klubben som stedet, hvor ting kan få lov til at opstå/ udvikle sig og finde sin stil.

Efter hiphop’en husede den store sal en anden kultur, som ungdommen havde taget til sig fra USA. Alle skulle have hjul under fødderne – ikke som i dag, hvor mange kører på rulleskøjter, enten side-by-side eller in-liners – næ, der var fire hjul i alt til begge ben, og de sad på et buet bræt – nemlig et skateboard. Denne epoke begyndte, da Københavns Kommune byggede en skatebord-legeplads i Fælledparken. Dette trak endnu flere unge skateboardløbere til byen, og vi mente i Klubben, at her var en af de opgaver, vi skulle blande os i. Hvor skulle de unge skateboard-entusiaster være om efteråret og vinteren, når det regnede eller sneede? Da kunne de ikke dyrke deres sport i Fælledparken, og de var bestemt ikke velsete i byens forskellige centre, eller hvad der nu måtte være af steder med tag over hovedet. Vi byggede – i samarbejde med de unge skatere – en skateboardrampe, som fyldte halvdelen af Store Sal øverst oppe. Lokalet er knap 200 m2, og der er 51/2 meter til loftet, så der var plads til noget af en rampe. Den første rampe, der blev bygget, var en såkaldt holywood, og den blev lukket i den ene ende med en næsten perfekt kurve og coopingrør i rampens fulde længde og bredde. Samarbejdet med brugerne og muligheden for ind imellem at søge og få ekstra midler til ombygninger og tilbygninger gjorde, at rampen ændrede form og muligheder flere gange under forløbet. Til sidt var der kun knap 10 m2 frit gulv for enden af rampen. Salen genlød af høj musik og skateboardhjulenes snurren dagen og aftenen lang. Denne epoke af Store Sals omtumlede tilværelse ebbede ud, da de brugere, som havde glæde af skateboardramperne i salen, blev alt for gamle til at være medlemmer i Klubben. Under forløbet arbejdede vi på at få de unge skateboardkørere til at se deres “leg” som en sport. Dette gjorde vi for at få dem til at arbejde på at få deres aktivitet godkendt, som idræt under idrætsorganisationernes beskyttende vinger. Kulturen var imidlertid alt for individuel til, at der kunne skabes enighed om noget som helst, og den afgik ved døden på grund af alder. En episode, som tydeligt viste, at man ikke gjorde ret meget for andre end sig selv, var, da Klubben ville arrangere en tur til Prag, hvor der efter sigende skulle holdes EM i skateboard på rampe. Ca. en uge inden afrejse fik vi ved en tilfældighed oplyst, at konkurrencen skulle holdes et helt andet sted, end vi først havde fået oplyst. Heldigvis lykkedes det at løse problemerne med overnatning og transport i sidste øjeblik og alligevel deltage både som tilskuere og udøvere. Dette, ikke at informere hinanden, var et tydeligt billede på, at man ikke ønskede for mange deltagere til konkurrencerne – så havde man jo færre chancer for at vinde selv (men der skulle trods alt være nogle og kigge på, når man viste sine tricks på ramperne rundt omkring). Kulturen havde utroligt frie rammer – mange af vores helt unge brugere på bare 12-13 år havde ingen hjemkomsttider, de skulle overholde, og flere gange hørte vi om, at de unge drenge tog til udlandet uden at aftale det med deres forældre først. Det, at være med sammen med de andre, var vigtigere end alt andet, som det vel – mere eller mindre – altid har været. Der løbes stadig på skateboard i København, men ikke længere inde i Klubben.

Bordtennis
En gennemgående aktivitet, som har været i Klubben i hele Thomas P. Hejles Ungdomshus’ foreløbige levetid, er bordtennis – sporten som nok findes i alle (eller næsten alle) klubber i Danmark. Men der er forskel på måden at dyrke sport på – og bordtennis i Thomas P. Hejles Ungdomshus er historien om “Fra rundt om bordet til elitedivisionen”. At vi i Ungdomshuset til alle tider har bestræbt os på at være nutidige og originale, er Klubbens bordtennisafdeling et meget godt eksempel på. Folk med indsigt i sportens vilkår i slutningen af 50’erne og starten af 60’ erne må nok erkende, at de færreste klubber kunne mønstre fem stationære borde med speciel belysning. Myterne om, hvordan man i Klubben igennem tiderne har dyrket denne sport, er mangfoldige og ville uden tvivl fylde det samme som hele dette dokument, hvis de alle sammen skulle fortælles – så det skal de ikke! Men én god historie skal dog med. Engang i 90’erne var et nyt medlem på den sædvanlige rundtur i Klubben, og han havnede naturligvis også på et tidspunkt i Klubbens bordtennisafdeling. Her konstaterede han overrasket, at der var basis for denfedeste omgang rundt om bordet, han havde været med til. Til det sagde træneren: “Du har ret, først spiller vi rundt om bordet og i weekenderne spiller vi så i elitedivisionerne for både damer og herrer”.

Klatring
En af de seneste aktiviteter, vi har taget ind i vores travle hus, er klatring. Klatresporten er i rivende udvikling og er – som mange andre ting – noget, vi måtte tilbyde vores medlemmer. Både for at tilgodese ønsker om spænding og grænseoverskridende aktiviteter og for at følge med, hvor det sker. Men vægklatring er ikke “kun” en aktivitet, hvor den enkelte prøver sine grænser af – kommer over højdeskrækken – oplever spændingen og “suset”. Klatring er også en socialiserende aktivitet – man hjælper hinanden og passer på hinanden. Samtidig kan klatring give usikre børn og unge succesoplevelser, især når medarbejderen sørger for en hensigtsmæssig og tryg atmosfære uden “Tarzan’ er” og “Rambo’er”. Klatring er en seriøs sport, hvor hensynet til egen og klatrekammeraternes sikkerhed er af største betydning. Endelig kræver og udvikler klatring god balance, koordinationsevne og smidighed, samtidig med at kroppen styrkes i almindelighed.

Dagligdagen
Klubbens dagligdag består ikke kun af disse store tidstypiske fænomener. Husets daglige aktiviteter er baseret på samvær, uanset om det er sport, værkstedsarbejder eller hyggelig sludren over en kop the. Dette giver på den ene side mulighed for tætte relationer mellem børnene indbyrdes og mellem barn og voksen, og på den anden side mulighed for, at børnene kan udfolde sig, uden der er en voksen, der ånder dem i nakken hele tiden. Vi er altså ikke kun voldsomt fysisk aktive, men kan også se og benytte værdierne i det stille samvær.

Det er klart, at Klubben må følge med tiden og tilpasse sig virkeligheden ude på den anden side af indgangsdørene. Huset har været gennem et utal af omstillinger og vil også gerne i fremtiden være det kraftcenter for børn og unge i København, som man gennem alle tider har arbejdet på at være og ønsker at blive.